Kommunalbestyrelsesmøde 27.04.21

Sag nr. 85, Status på handleplan for implementering af Røgfri Fremtid 2020-2023, Kommunalbestyrelsesmøde 27.04.21

Her til aften har vi afholdt møde i kommunalbestyrelsen. Her har vi haft mange sager på til behandling, som alle har stor indflydelse for byens udvikling og borgerne. Med stemmerne 17 for/1 imod (O) godkendte vi bl.a. en rigtig god sag nr 89: Status på handleplan for implementering af Røgfri Fremtid 2020-2023.

Nu er der gået et år, og vi har en status på de mange og vigtige indsatser, der er sat i værk. Det er utrolig flot, at vi har nået så meget, når der samtidig har været corona-restriktioner, og det derfor ikke har været muligt at mødes i det omfang, som der i første omgang var lagt op til. Det har dog været en udfordring at inddrage de unge og borgerne i foreningslivet p.g.a. corona-restiktionerne.

Man kan sige at handleplanen er en naturlig forlængelse af kommunens partnerskabsaftale med Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden om Røgfri Fremtid samt de nationale mål om “Røgfri Generation 2030”. Rødovre er et ud af 264 medlemmer af Røgfri Fremtid. Rødovre Kommune bidrager til en røgfri fremtid lokalt, og det synes jeg, vi kan være stolte af. I Rødovre tager vi nemlig vare på guldet – vores børn og unges fremtid og sundhed.

På nationalt plan er der i december 2020 vedtaget en ny lov om forbud mod tobaksreklamer, lov om tobaksvarer og elektroniske cigaretter med videre, som også vil bidrage til målet om en røgfri generation 2030. Så jo flere der støtter op – også politisk her i Rødovre Kommunalbestyrelse – jo bedre kan vi nå målet om en røgfri generation 2030. Sammen er vi trods alt stærkere.

Handleplanen sætter fokus på at:

  • forebygge rygestart hos børn og unge
  • fremme røgfri miljøer, hvor børn og unge færdes
  • fremme rygestop blandt unge.

Der kan nævnes flere indsatser, som allerede er i gang.

Røgfri skoletid
Der er indført røgfri skoletid på alle kommunens skoler, SFO’er og klubber fra august 2020.

Kræftens Bekæmpelses områdekontor har i samarbejde med SSP og skoleområdet lavet en indsats målrettet hver skole med virtuel undervisning af lærerne i “Den korte samtale om rygning”. Lærerne er klædt på med mere viden om de unges rygning, samt hvordan de kan imødekomme de unge, der har vanskeligt ved at stoppe med at ryge i skoletiden.

Røgfrie miljøer på kultur- og fritidsområdet
Der er udviklet og opsat plakater med skiltning af røgfrie områder ved sportshallernes indgange.

Ved skiltningen er benyttet positive budskaber, som fremmer målet om at passe på børn og unge. Eksempler er: “Tak fordi du ikke ryger foran børn og unge” eller “Her er vi sammen om en røgfri fremtid”.

Askebægre ved indgange er flyttet væk fra indgange til hallerne. Der er i igangsat en dialog om det videre arbejde med Børne- og Kulturforvaltningen og foreningerne i forhold til at blive røgfrie.

Borgmesteren har jo afholdt møder med mange foreninger de sidste par måneder, og her er meldingen fra forenings- og idrætslivet, at alle gerne vil bakke op. Og at vi burde have gjort det noget før – men nu er vi så heldigvis i gang, og det er godt!

Ungdomsuddannelserne og de unges røgfrihed
I ‘Vestegnssamarbejdet’ er der udarbejdet en række tiltag, som er opstartet i marts 2021 med et større virtuelt kick-off møde med ca. 11 tilmeldte ungdomsuddannelser og de 10 kommuner.

Der er udarbejdet en partnerskabsaftale, der skal indgås mellem Vestegnssamarbejdet “Klar Livet uden røg og rusmidler” og de ungdomsuddannelser, der allerede ønsker at starte op i år.

Derudover er der udarbejdet et inspirationskatalog til ungdomsuddannelser over de aktiviteter, som de 10 kommuner kan bidrage med.

Der er også oprettet hjemmesiden “Klar Livet…” til ungdomsuddannelserne.

Røgfrihed i børn og unges hjem
Sundhedsplejen har fokus på dialog med forældrene, når de er på besøg hos familier, hvor der ryges. Forældrene gøres opmærksom på muligheden for at få et professionelt rygestopkursus, hvor sundhedsplejerskerne kan henvise direkte til kommunens rygestoptilbud.

Røgfrie legepladser
Legepladserne i henholdsvis Espelundens Park og Stadionparken er blevet røgfrie.

Mikroplastik
Mikroplastik fra skodder er et emne til videre bearbejdelse i forbindelse med Rødovres plastikstrategi, der er under udarbejdelse Det hænger også sammen med, at vi gerne vil gøre Rødovre grønnere – i hvert fald i Socialdemokratiet.

Rygestopkurser
At sætte børnene og de unges helbred forrest, handler jo ikke om at genere folk, som har røget eller fortsat ryger. Det kan være svært at stoppe med at ryge for nogen, og derfor er det fortsat muligt at deltage i rygestopkurser, som løbende udbydes af Rødovre Sundhedscenter. Kurserne kan enten være individuelle forløb, gruppeforløb eller digitale tilbud.

I alt 115 borgere har i 2020 tilmeldt sig en af rygestopindsatserne i Sundhedscenteret. Ud af dem er 65 røgfri (med et fremmøde på mellem 1-6 gange), så det er ganske flot.

Rødovre Kommune som arbejdsplads
Hovedudvalget godkendte i august 2020 at indføre røgfri arbejdstid for alle medarbejdere pr. 1. januar 2021. De medarbejdere/ arbejdspladser, der har ønsket det, er blevet tilbudt rygestopkurser.

Efteråret 2020 er blevet brugt til, at de enkelte arbejdspladser – både decentralt og centralt – har drøftet betydningen af røgfri arbejdstid hos dem. Heldigvis har vi i Rødovre Kommune en MED-organisation, som sikrer medindflydelse og medbestemmelse for medarbejderne. Der har været dialog og en demokratisk proces i MED-organisationen og Hovedudvalget.

Som politikere bør vi ikke blande os i, hvad ledelse og medarbejdere drøfter og beslutter i MED-organisationen og Hovedudvalget. Det mener jeg er forkert, fordi vi så detailstyrer i stedet for at sætte rammerne for udviklingen i Rødovre. Det vigtige er i stedet for at lytte til og bakke op om Hovedudvalgets beslutning. Nemlig at indføre røgfri arbejdstid, fordi det også vil være et bidrag til at nå målene om at være en røgfri generation 2030 – også i Rødovre. Jeg er glad for, at de fleste partier bakkede op om handleplanen i dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *